Forskning

Her på siden vil der løbende komme opdateringer på produkter/områder der lige nu forskes i. Medierne tegner nogle gange et billede af, at kuren mod hårtab er rundt om hjørnet. Sandheden er dog nok, at der kommer til at gå en del år endnu. Selvom mange produkter ser lovende ud, kan der gå mange år før de bliver godkendt og tilbudt befolkningen. Derudover vil mange produkter på forsøgsbasis vise gode takter, men senere blive droppet fordi de af den ene eller anden grund ikke kunne levere det ønskede resultat.

Replicel

Replicel er en virksomhed, der arbejder og forsker i celleterapi. I den forbindelse arbejder de på en række produkter, herunder et produkt mod hårtab, som på nuværende tidspunkt kaldes RCH-01. Ideen med deres produkt er, at celler fra de DHT-resistente hår fra det bagerste af hovedet fremskaffes, hvorefter de replikeres. Det vil gøre, at man får millioner af nye celler, der kan sprøjtes ind i hovedbunden hvor der mangler hår. I teorien vil de nye replikerede celler stimulere hårvækst.

Hvor står Replicel i dag (2019):  Replicel har efterhånden snakket om dette produkt i mange år nu. Man har været i gang med kliniske forsøg, men det er stadigvæk uvist, hvorvidt produktet vil blive markedsført, og i så fald hvornår produktet kan lanceres. Replicel har tidligere meldt ud, at en mulig løsning kunne være på markedet i 2016. Dette blev ikke til noget. I 2016 snakkede Replicel og deres partner Shiseido, Japans største og verdens femte største kosmetikvirksomhed, om en mulig udgivelse på det asiatiske marked i 2018. Dette blev heller ikke til noget. I 2019 snakkede man om en udgivelse på det japanske marked i 2022. Så må tiden vise om det denne gang lykkes eller om udgivelsen udskydes. Selv hvis produktet udgives inden for de kommende par år er det usikkert, hvor godt og effektivt produktet vil være.

Histogen

Den amerikanske virksomhed, Histogen, og deres produkt HSC (Hair Stimulating Complex) har været omtalt i mange år. Siden 2009 har mange snakket om, at HSC muligvis kan være en game-changer i kampen mod hårtab. På nuværende tidspunkt udvikles HSC som et produkt der skal indsprøjtes i hovedbunden.

Hvorvidt HSC skal anses som en mulig kur eller ”blot” et produkt der sænker hårtabsprocessen, er endnu uvist. Ifølge Histogen har foreløbige tests vist at produktet ikke blot bevarer nuværende hår, men også stimulerer hårvækst:

In one trial, 84.6% of men receiving just one HSC treatment showed a significant increase in terminal hair count and hair thickness at 12 weeks. Improvement of hair growth parameters was still evident after one year” (kilde 1)

Hvor står Histogen i dag (2019): Hypen omkring Histogen har været stor, og flere ”før og efter” billeder har floreret på nettet, der angiveligt skulle stamme fra Histogens forsøg med HSC. Disse viser meget lovende resultater. Som det er tilfældet med mange andre produkter, har en mulig udgivelse dog været udskudt flere gange. Histogen har tidligere bøvlet med en række juridiske aspekter angående patentrettigheder, hvilket har forsinket processen.
Den seneste udmelding fra Histogen kom i slutningen af 2. kvartal 2019. Her havde man netop færdiggjort et fase-1 forsøg på kvinder, som viste, at produktet var sikkert. De forberedte derfor fase-2 forsøg både på mænd og kvinder allerede i starten af 2020.

Kilde

(1): http://www.histogen.com/applications/hair-stimulating-complex/